Værdipolitik.dk

I kronikken Dommertørklædet og de to regimenter, var en af integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs centrale pointer, at når der gives efter for kravet om lovgivning, vil kravet om flere forbud nemlig omgående lyde højere.

Værdipolitik.dk har set på, hvor Dansk Folkeparti ønsker at forbyde det muslimske tørklæde. Svaret er klart: DF ønsker et totalforbud i det offentlige rum. De juridiske dommere er kun første skridt.

Udvalgte presseklip:

Politiken / DR Nyheder (17.5.2007): Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, vil have et totalt forbud mod muslimske tørklæder i Danmark. Skoler og institutioner er et godt sted at starte. Et forbud skal dog udelukkende gælde muslimsk hovedbeklædning. Jødiske kalotter og store kristne kors er velkomne: »Der er ikke det samme problem. Der er ikke tale om lovreligioner.«

DR Nyheder (17.5.2007): Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard vil have indført et forbud mod muslimske tørklæde i alle offentlige institutioner.

DR Nyheder / JP (29.11.2007) : Studerende på højere læreanstalter skal ikke have lov at bære tørklæde, hvis det står til Pia Kjærsgaard.

Ekstra Bladet (5.5.2008): »En person, der repræsenterer en offentlig institution, skal fremstå neutralt. En offentlig ansat skal ikke bruge sin stilling til at missionere for islam,« siger Pia Kjærsgaard.

Nyhedsavisen (6.5.2008): Ikke kun dommere men alle offentligt ansatte skal have forbud mod at bære tørklæde, mener Dansk Folkeparti.

Berlingske (6.5.2008): Pia Kjærsgaard efterlyser et entydigt forbud mod muslimske tørklæder hos sygeplejersker, sosuassistenter, socialrådgivere og andre offentligt ansatte, mens hun fortsat vil tillade andre religiøse symboler som f.eks. det kristne kors.

Kristeligt Dagblad (15.5.2008): Dansk Folkeparti ønsker at udvide tørklædeforbund til domsmænd og lægdommere.

Læs også:

• Birthe Rønn: Uoverskuelige konsekvenser, hvis politikere blander sig i tørklædesag

(opdateres)

Den 22. januar markeres en skelsættende begivenhed i amerikansk abortpolitik. Menneske­rettig­heds­organisationer vil benytte den årlige National Sanctity of Human Life dag, som Reagan indstiftede i 1984, til at sætte fokus på højesterets betydning forud for præsidentvalget, mens abort-tilhængere vil fejre 35-års dagen for domsafsigelsen i retssagen Roe v. Wade uden at kæde det sammen med Reagans mærkedag.

Norma L. McCorvey (“Jane Roe”) – en kvinde bosiddende i Texas – sagsøgte i 1970 staten Texas (repræsenteret ved Henry Wade). McCorvey hævdede at være gravid som følge af voldtægt og krævede på den baggrund adgang til at få en abort. Den føderale distriktsdomstol gav McCorvey ret og baserede sin afgørelse på det niende tillæg til USA’s forfatning. Sagen blev appelleret og endte i 1971 i USA’s højesteret, hvor der på grund af dommerudskiftninger først blev afsagt dom d. 22. januar 1973.

I domsafsigelsen tog flertallet af dommerne udgangspunkt i, at det fjortende tillæg til forfatningen sikrede privatlivets fred. Og da dommerne fandt, at vidnerne ikke kunne blive enige om, hvornår livet begynder, fastslog de at privatlivets fred indebar retten til at få en abort.

Højesteret havde dermed – selv om det 14. tillæg til USA’s forfatning intet nævner om hverken privatliv eller abort – med ét slag gjort abort til en fundamental rettighed sikret af forfatningen.

Ifølge dommen er fri abort tilladt de første tre måneder af graviditeten og de amerikanske stater kan ikke begrænse adgangen til abort i 3. til 6. måned med mindre de kan begrunde begrænsningerne i moderens helbred [1] . Staterne kan dog – med mindre graviditeten bringer moderens liv eller ’helbred’ i fare – forbyde eller begrænse adgangen til abort fra det tidspunkt, hvor barnet kan overleve udenfor livmoderen. Men i en efterfølende højesteretssag – Doe v. Bolton – definerede retten ’helbred’ så bredt, at en kvinde i praksis kan få en abort på et hvilket som helst tidspunkt i graviditeten, så længe barnet ikke er levedygtigt.

Dommen berørte lovgivningen i alle 50 stater og har lige siden været genstand for en intens juridisk og politisk kamp mellem menneskeretsaktivister og abort-tilhængere. Fortaler for en forfatningsændring (som den republikanske præsidentkandidat Mike Huckabee [2]) har ikke og får sandsynligvis ikke held med deres ærinde. Til gengæld er afgørelsen med delvis succes udfordret i småbidder af stater, der har indført mindre begrænsninger i adgangen til abort. En del af succesen her skyldes givetvis at højesteret har ændret sammensætning. I USA udpeges højesteretsdommerne på livstid af præsidenten med Senatets godkendelse. Nye udnævnelser har været genstand for mange kontroverser og mange af dommerne er oppe i årene. Det kommende præsidentvalg får derfor stor betydning for amerikansk abortpolitik 25-50 år frem. Samtlige demokratiske kandidater støtter Roe v. Wade og er dermed tilhængere af fri abort som en forfatningssikret rettighed, mens alle republikanske kandidater – uanset deres syn på abort – er imod denne form for juridisk aktivisme.

Indefor de seneste år har nåde Norma McCorvey (‘Roe’) og Sandra Cano (‘Doe’) fortrudt deres medvirken og forsøgt at få deres sager genoptaget. Dette krav er blevet afvist. Andre sager kan dog medvirke til at USA’s højesteret revurderer dommen fra 1973. Men en omstødelse betyder ikke at abort pludselig bliver kriminaliseret i USA. Det er nemlig op til staterne at beslutte.

Noter:
[1] http://www.ppscm.org/roeimpact12-06.pdf
[2] http://www.mikehuckabee.com/?FuseAction=Issues.View&Issue_id=11