-
Svensk skole afskaffer julen
Ingen julegudstjeneste og ingen julesalmer. Og sandsynligvis heller ingen nisser. Sådan bliver julen på skolen i Bräkne-Hoby i Blekinge, skriver Blekinge Läns Tidning (4.12.2007).
»Skolen skal være ikke-konfessionel, ikke tage stilling til en bestemt religion. Og eftersom skolens undervisning – i dette tilfælde juleafslutningen – er obligatorisk, skal den ikke udelukke nogen på grund af religion eller etnisk tilhørsforhold,« siger skoleinspektør Peter Norlin.
Den svenske tradition med Lucia-optog kan dog godt gå an, selv om Lucia var en kristen martyr fra Syrakus: »Vi har øvet længe på optoget, og det er en 40-årig tradition på skolen,« siger inspektøren.
Han begrunder beslutningen med at en juleafslutning som den traditionelt har været afholdt, ikke går an i henhold til den svenske skolestyrelses krav. Hos Skolverket undsiger man dog den udlægning.
»En skoleafslutning skal være udformet så alle elever – uanset religion – kan deltage uden at få sin tro krænket eller blive udsat for påvirkning fra en bestemt trosretning. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at det er umuligt at have en afslutningshøjtid i en kristen kirke. Meget beror på skoleledelsens hensigt,« siger Maria Lilja, jurist i Skolverket, til Blekinge Läns Tidning (4.12.2007).
Published on december 4, 2007 · Filed under: nyheder, Udland; Tagged as: Folkeskolen, religion, Sverige