-
Politisk ønske om færre sene aborter
Flere medier / Værdipolitik.dk (8.5.2008): Skanninger af gravide og deres fostre får antallet af aborter foretaget efter 12. uge til at stige. Sidste år fik 818 tilladelse fra abortsamrådene – det største antal nogensinde.
Kristeligt Dagblad (9.5.2008): Det rekordstore antal aborter foretaget efter 12. uge skal bringes ned, og forældre skal have bedre information om følgerne af en sen abort. Det ønsker både Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti, der frygter flere aborter på længere sigt.
Resumé af artiklen:
Jens Peter Vernersen, sundhedsordfører (S), efterlyser en samlet handlingsplan på abortområdet og har bedt sundhedsministeren redegøre for initiativerne på området: »Det er ikke godt, at vi slår rekorder på det her område. Det bekymrer mig altid, når kvinder får foretaget abort efter 12. uge. Det er vigtigt, at vi får belyst årsagerne til denne udvikling.«
Tina Petersen, handicapordfører (DF), har selv et handicappet barn og mener der er gået perfektionisme i den hos både lægerne og forældrene: »De tager for hurtigt en beslutning om abort, når scanningen afslører et barn med handicap. (…) Jeg tror, at det er blevet kutyme hos lægerne og forældrene, at man vælger aborten fremfor det handicappede barn. I 20. uge er barnet levedygtigt, og så er vi altså ovre i en meget alvorlig etisk problemstilling.«
Kamal Qureshi (SF): »Det afgørende er, at scanningerne er præcise og hurtige. Det er ikke et let valg at få en sen abort, og vi skal støtte kvinden i hendes valg uan-set udfaldet. Men det er nødvendigt at nedbringe det høje tal. For der er tale om meget alvorlige indgreb.«
Birgitte Josefsen (V): »Det er bestemt et højt tal, men der ligger en lægefaglig vurdering bag aborterne. Og den må vi forholde os til. Antallet af sene aborter skal selvfølgelig være så lavt som muligt, men vi vente med at se på, om det er en blivende tendens. Det kan vi ikke se ud fra et års statistik. Derfor må vi slå koldt vand i blodet.«
Kilde:
- Politisk ønske om færre sene aborter, Kristeligt Dagblad, 9.5.2008
Published on maj 9, 2008 · Filed under: Indland, nyheder; Tagged as: abort, Birgitte Josefsen, Dansk Folkeparti, Jens Peter Vernersen, Kamal Qureshi, sene aborter, SF, Socialdemokraterne, Tina Petersen, Venstre