Misrøgt af udviklingshæmmede har gjort institutionen Strandvænget i Nyborg landskendt – eller skulle vi snarere sige berygtet.

I Nyhedsavisen undrer sognepræst Anne Braad sig over, hvordan misrøgten kunne foregå uden de pårørende opdagede det:

Anne Braad mener dog, at misrøgten er en fuldstændig forudsigelig konsekvens af, at mange forældre vælger at overlade deres udviklingshæmmede børn til institutioner.

»Jeg tror ikke på, at de pårørende ikke havde en fornemmelse. Alle har en fornemmelse af risiko. Hvis ikke, så er det på tide, man får det. Man skal bruge sin forstand. Hvis jeg selv synes, at det er anstrengende at passe min pårørende, hvorfor skulle en anden så ikke synes det?« spørger hun.

Til det siger formanden for Landsforeningen LEV, Sytter Kristensen:

»Det er, som om Anne Braad sidder på Månen. De udviklingshæmmede, vi så på tv, er voksne mennesker, der har ret til et liv uden deres forældre. Og forældrene har også ret til et liv. Har hun tænkt sig, at de skal opgive deres arbejde for at tage sig af børnene?«

Når Sytter Kristensen spørger, om forældrene skal opgive deres arbejde for at tage sig af deres voksne børn bør svaret i et velfærdssamfund selvfølgelig være nej. De udviklingshæmmede er, som LEV-formanden siger voksne mennesker der skal kunne have et selvstændigt liv. Men det ændrer ikke ved at Anne Braad har en pointe. Selv om en udviklingshæmmet voksen bor på institution, har han/hun forhåbentlig nogle pårørende der af og til kommer på besøg mere end 1 time hver anden uge. Hvis hver beboer har et familiemedlem, der kommer på besøg en hel dag hver måned, så er det svært at forstå, hvis ingen har fattet mistanke.