-
I 30 år har elever og lærere på folkeskolen Houlkærskolen i VIborg bedt Fadervor til morgensamlingerne. Det skal dog være slut nu, hvis det står til Humanistisk Samfund.
»Det er overgreb på små børn, at de bliver presset til at gå med i noget, som ikke har noget som helst med deres livssyn at gøre. Bøn er en religiøs handling, som ikke har noget som helst med undervisning at gøre,« siger ambassadør for Humanistisk Samfund Erik Bartram i følge Viborg Folkeblad.
Skoleinspektør Ole Birch er overrasket over sagen: »Det er korrekt, at vi beder morgenbøn i forbindelse med morgensamlingen. Det har vi gjort, i de 30 år skolen har eksisteret. Men det er ikke et udtryk for en bestemt holdning, skolen har. Det er nok nærmere en tradition, vi ikke har reflekteret særlig meget over,« siger han. Ole Birch har ikke fået henvendelser fra forældre om sagen, og i de 16 år han har været på skolen, har ingen bedt deres børn fritaget fra morgensamlingen – heller ikke forældrene til de 126 børn med anden etnisk baggrund som for tiden er elever på skolen.
Humanistisk Samfund skal ikke regne med hjælp fra Undervisningsminister Bertel Haarder. »Det er op til en lokal beslutning at træffe afgørelse om, hvordan man finder det mest hensigtsmæssigt at indrette sig på området«, skriver han i et svar til foreningen. Samme holdning har de Radikales undervisningsordfører Marianne Jelved og DFs Martin Henriksen.
Hos Socialdemokraterne er uddannelsesordfører Christine Antorini i følge DR Nyheder til gengæld mere åben for at gribe ind: »Det at bede en bøn er en religiøs handling, og religiøse handlinger hører kirkerne til og ikke folkeskolerne,« siger Antorini, som sidestiller bøn og forkyndelse.
Læs også: JP, Kristeligt Dagblad, 180Grader.
Opdateret (6.1.2009): En mor har meldt sig med en klage, skriver Berlingske og DR Nyheder. Dermed er antallet af utilfredse forældre efter alt at dømme oppe på to.